olie
Priser, strategi og reserver
gas
naturgas, NLG, skifergas
kul
brun-, sten- og -minedrift
sikkerhed
økonomisk og militær
kernekraft
om a-kraft
vedvarende energi
om alternativerne
 

Udmattelseskrigen

 
 
I perioder med høje oliepriser har Saudi-Arabien og OPEC mistet markedsandele. Det skal være slut nu.


Mange så helst en sammensværgelse, men de faldende oliepriser er bare business as usual. 


30.03.2015 Bedst som olieprisen har stabiliseret sig omkring 56 dollars per tønde råolie er rygterne begyndt at florere: prisen per tønde kan falde helt ned til 20 dollars per tønde.
Det er skidt nyt for stort alle olieeksporterende lande. Også for Danmark og England, fordi Nordsøolien vil indbringe mindre, end de to landes finansministerier havde forventet ved udgangen af 2014. Og det er rigtigt skidt nyt for de lande, der i langt højere grad er afhængige af eksport af olie og gas og hvis statsbudgetter for blot et år siden var baseret på en oliepris på over 100 dollars. Det gælder ikke mindst Rusland, Venezuela og Iran.

Prisstigninger uundgålige

Alt imens at det russiske finansministerium har kæmpet for at få finansloven til at hænge sammen ved den nuværende oliepris, har politikere statsstyrede russiske medier forsøgt at nedtone problemets omfang. Den 6. februar udsendte nyhedsbureauet TASS en telegram med overskriften: «Største stigning i olieprisen i 17 år». Ifølge telegrammet var prisen over de sidste to uger steget med 18 procent, hvilket var den største procentuelle stigning siden 1998. Telegrammet nævnte intet om, at udgangspunktet (den 23. januar) var en oliepris på 49 dollars, hvilket var 57 procent under de 114 dollars en tønde olie havde kostet den 19. juni 2014.

Under et statsbesøg i Egypten få dage senere understregede Vladimir Putin, at det var et spørgsmål om tid, hvornår priserne rettede sig. Ifølge Ruslands leder vil de lave oliepriser bremse udbygningen af vanskeligt tilgængelige felter og af infrastrukturprojekter, alt imens udbudet af olie på markedet gradvist men uundgåeligt vil falde.

- Det vil sige, at på et tidspunkt vil ske en voldsom priskorrektion i modsat retning, som meget let kan gå hen og blive et økonomisk chok, advarede præsident Putin.

 - Finansbobler, markedsmanipulationer, overdreven regulering, regionale forskelle — disse forvrængninger er så groteske, at man kan stille sig selv spørgsmålet: er der overhovedet et »marked» for olie.
Igor Setjin, chef for Rosneft

Grotesk spekulation
Ifølge chefen for Ruslands og verdens største olieselskab Rosneft Igor Setjin burde olieprisen ligge på mellem 60 og 80 dollars per tønde, men den kan et komme til at koste helt op til 110 dollars, fordi prisdannelsen i dag simpelthen ikke afspejler virkeligheden på verdensmarkedet.
- Priserne sættes i bevægelse af finansspekulanter, hvilket reducerer effekten af reelle faktorer som efterspørsel og udbud til nul, skrev Setjin midt i februar i en kronik i Financial Times.
- Finansbobler, markedsmanipulationer, overdreven regulering, regionale forskelle — disse forvrængninger er så groteske, at man kan stille sig selv spørgsmålet: er der overhovedet et »marked» for olie.
Setjin foreslår, at man bør indføre en række stramninger omkring prisdannelsen for olie. Fx så chefen for Rosneft gerne at blot 10-15 procent af al råolie skal sælges fysisk, i stedet for nu, hvor handlen udelukkende foregår via værdipapirer.


Den saudisk-amerikanske sammensværgelse

At Rusland selv sænker produktionen har ikke været på tale.
Rusland har anmodet om observatørstatus i OPEC, men organisationen insisterer efter sigende på fuldt russisk medlemsskab, hvilket Moskva har afslået grundet "den russiske olieudvindings særpræg," hvorved formentligt menes de relative store produktions- og transportomkostninger.
 

Ikke desto mindre står sammensværgelsesteorierne om de lave oliepriser i kø. I Rusland ser flere Vestens sanktioner og de faldende oliepriser som to alen af samme stykke, nemlig som elementer i kampen mod den eneste aktør på den verdenspolitiske scene, der ikke vil danse efter Vestens pibe — Rusland. En holdning, som også præsident Vladimir Putin og Igor Setjin har luftet ved flere lejligheder.

Der findes imidlertid også vestlige kommentatorer, der mener, at Vesten kan have en finger med i spillet. New York Times stjernekommentator Thomas Friedman fremhæver de uløste væbnede konflikter i flere olieeksporterende lande, blandt andet Nigeria, Libyen, Syrien og Irak. At oliepriserne på den baggrund kan falde, må ifølge Friedman skyldes en aftale mellem Det hvide Hus og kongefamilien i Riyad.

Uregerlige regeringer
Med over 80 procent af OPEC-landenes ekstrakapacitet og sine lave produktionsomkostninger er Saudi-Arabien den eneste enkeltstående producent, der er i stand til at påvirke olieprisen. Samtidig er sauderne ubestrideligt stærkt bekymrede over Irans voksende indflydelse i Mellemøsten. Netop det kan have afstedkommet en konsensus mellem Washington og Riyad om at priserne bør holdes lave for at lægge pres på de uregerlige regeringer i Moskva og Teheran, mener Friedmann. Og straffe Rusland for landets støtte til Syriens præsident Assad, mener andre.

Business as usual
Der er dog flere faktorer, der taler imod en «saudisk-amerikansk sammensværgelse». For det første produceres der simpelthen mere olie, end der er behov for. Væksten i verdensøkonomien har i det forløbne halve år gang på gang skuffet markedet, alt imens at produktionen er vokset støt. Ifølge det internationale energiagentur IEA lå den daglige produktion i sidste kvartal af 2014 400.000 tønder olie over forbruget. I årets første måneder stiger udbuddet stadig, men prognoserne for forbruget fortsat falder og lagerkapaciteten til den overskydne olie svinder hastigt.

For det andet kan det dårligt være i USAs interesse, at oliepriserne falder yderligere. Nok er det det amerikanske skiferolie- og -gaseventyr, der atter har gjort USA uafhængig af import af olie og gas. Og nok gør de faldende oliepriser livet surt for tre af USAs vigtigste modstandere på den udenrigspolitiske scene — Iran, Venezuela og Rusland. Men: oliepriserne er allerede nu så lave, at det truer med at kvæle selvsamme skifereventyr. Så i det omfang USA presser oliepriserne, sker det altså med millioner af amerikanske jobs og den nationale forsyningssikkerhed som gidsler.

"Med sine enorme ressourcer, lave produktionsomkostninger og omkring 758 mia dollars på kistebunden er Saudi-Arabien imidlertid klædt godt på til en udmattelseskrig mod olieproducenter med mere vanskeligt tilgængelige olie (...)"

Dyrtkøbte erfaringer
For det tredje har Saudi-Arabien Sauderne rigeligt med ikke-politiske motiver til at holde produktionen på det nuværende niveau. Sauderne producerer i dag 10 mio tønder olie dagligt og kunne ganske vist bringe ubalancen ud af verden. Kongedømmet har imidlertid blandede erfaringer med at skrue ned for oliehanerne: i kølvandet på den islamiske revolution i Iran i 1979 steg olieprisen voldsomt. Da den atter begyndte at falde, besluttede OPEC anført af Saudi-Arabien i 1982 at holde hånden under priserne ved at sænke produktionen. Fra 1980 til 1985 sænkede sauderne produktionen fra 10 til 3,6 mio tønder om dagen. Det kom imidlertid sauderne dyrt at stå. Alt imens landets BNP per capita faldt fra 18.000 til 7000 dollars, opretholdt de mindre OPEC-lande og de olieproducerende lande udenfor organisationen (heriblandt Sovjetunionen) produktionen og tjente styrtende med penge. De høje oliepriser muliggjorde også en udbygning af olieproduktionen på svært tilgængelige felter i blandt andet Nordsøen.

Sovjets banemand
I 1986 blev saudierne trætte af at finansiere fossilfesten og skruede op for produktionen. Det fik priserne til at styrtdykke og var måske i lige så høj grad til at besegle Sovjetunionens skæbne som våbenkapløbet med Ronald Reagans USA. Det kommunistiske regime havde siden halvtredserne været nettoimportør af blandt andet korn og var dybt afhængigt af eksport af olie og gas. Priskrigen havde imidlertid også sine omkostninger for sauderne, der først i nullerne så oliepriser på niveauet fra først i firserne.

Et spørgsmål om markedsandele
OPEC sidder i dag kun på omkring 40 procent af verdens samlede olieproduktion og Saudi-Arabien på 30 procent af OPECs samlede produktion. Selv hvis sauderne ville sænke produktionen, ville det derfor kun have begrænset effekt. Derfor er sauderne ikke til sinds at sænke produktionen og yderligere miste markedsandele. Kongeriget har en ung og hastigt voksende befolkning. Præcist som De forenede arabiske Emirater forsøger det saudiske kongehus at skabe interessante by- og livsrum for sin unge befolkning ved at anlægge den ene «temaby» efter den anden.

Sauderne kan ikke diktere priserne, men med sine enorme ressourcer, lave produktionsomkostninger og omkring 758 mia dollars på kistebunden er Saudi-Arabien imidlertid klædt godt på til en udmattelseskrig mod olieproducenter med mere vanskeligt tilgængelige olie, heriblandt Rusland — og USA. En udmattelseskrig, som vil gøre mange felter urentable og sende endnu flere projekterede felter tilbage i skuffen. Indtil udbuddet falder så meget, at priserne atter stiger. Spørgsmålet er blot, hvornår det sker. Og hvor dyb krisen når at blive i Teheran, Caracas og Moskva.


Kilder

 

Нефть готова упасть до $20 за баррель
 

У кризиса теперь и бюджет есть

Нефть завершила двухнедельный отрезок рекордным ростом за 17 лет

Президент РФ предупредил об экономическом шоке в результате роста цен на нефть

Сечин предложил реформировать мировой рынок нефти

Сечин: Политика ОПЕК приводит к дестабилизации рынка

Сечин: ОПЕК настаивает на полноправном членстве России в организации

Is the oil crash a secret US war on Russia?

A Pump War?

Разорит ли Россию $75 за баррель

Большая пресс-конференция Владимира Путина

Дотянуть до $100


Динамика цен на Нефть Brent


Se også:

Saudi-Arabiens anden agenda 

Gazprom presset  

Subsidiernes svøbe I

Subsidiernes svøbe II 

 

 
Tilføj kommentar